TV fra Sundhed og Omsorg: Unge og ældre kan bo sammen

På mandag (23. april) kl. 20.45 viser DR2 det første af seks programmer i serien ”180 dage på plejehjem”. Serien er optaget sidste år på plejehjemmet Abildgården og handler om hvad der sker, når 5 unge studerende flytter ind på et plejehjem og bor, spiser og lever sammen med gamle mennesker.

Chefteamet forventer, at programmerne vil skabe debat om mulighederne for, at unge og ældre kan bo tæt sammen. I forvejen har vi unge boende på Thorsgården og på Hørgården, og fra 2020 bor der også unge i Generationernes Hus på Aarhus Ø. Men ikke dør om dør med plejehjemsbeboere, som de 5 unge studerende gjorde på Plejehjemmet Abildgården.

Chefteamet har stor ros til plejehjemmenes arbejde med at skabe bro mellem generationer – og virkelig flot og godt gjort af Plejehjemmet Abildgården – medarbejderne og forstanderen og beboerne – at de stillede op og deltog i projektet!

Som vi får at se i programmerne, giver det ekstra energi på plejehjemmet og er af stor værdi for beboerne, når unge træder ind i deres liv ‘med træsko på’. Chefteamet vil følge udsendelserne og reaktionerne, og vi forventer, at vi vil arbejde videre med lignende projekter.

De seks programmer sendes på mandage kl. 20.45 på DR2.