Sosu-elever ryddede op og skabte besjæling i hjemmeplejen

Uddannelseskonsulent Hanne Bjerre fra Område Marselisborg har sendt denne fortælling om besjæling i hjemmeplejen:

“Vore seks sosu-elever i hjemmeplejen fik til opgave at se på de hjem de kommer i og vurdere om de kunne gøre noget for at gøre hjemmene mere ryddelige, så gummihandsker, laksantia, Bristolskema m.m. ikke lå frit fremme på sofabordet. Med borgerens tilladelse tog de billeder før og efter.

Katarina er i praktik i hjemmeplejen på Marselis, og på billederne ses hendes besvarelse af opgaven: På de første tre billeder står alle remedier bekvemt fremme der, hvor de skal bruges, men det er måske ikke det man helst vil vise sine gæster. På det fjerde billede ses løsningen – alt er samlet i et skab, hvor det er nemt at finde, og borgerens hjem fremtræder mere ordentligt og værdigt.  

Katarina fortæller: ”Borgeren havde selv skabet i forvejen, som står i køkkenet. Selv om der er glasruder i skabslågerne, er midlerne ikke lige så iøjnefaldende som før. Skabet har hele tiden opbevaret håndklæder, rengøringsmidler, viskestykker og karklude. Ved at samle de forskellige ting sammen fik jeg lavet mere plads, så handsker, medicin og førstehjælpskassen kunne være der. Jeg har ligeledes hjulpet borgeren med at rydde op i køkkenet, hvor gamle madvarer blev smidt ud. Køkkenbordet opbevarede en masse holdbar mad, som kunne få plads dér, hvor det gamle havde stået. I borgerens plustid har vi sorteret tøj og ryddet ud i det, som var gammelt og for småt. Borgerens tøj var førhen blevet “kastet” ind i skabet, nu har vi skabt mere orden i det, så de forskellige dele har hver sin hylde.”  

Tak til Katarina for at vise os og fortælle om hendes indsats for besjæling i hjemmeplejen.