Ældreminister Thyra Frank begejstret for de nye køkkener på Plejehjemmet Skelager

Mandag den 28. maj var ministeren på besøg i Aarhus for at se hvad pengene fra en særlig køkkenpulje er brugt til.

Det var liv og glade dage, der mødte ældreminister Thyra Frank, da hun mandag den 28. maj sammen med rådmanden for Sundhed og Omsorg Jette Skive hilste på en række af Plejehjemmet Skelagers beboere. Anledningen var, at det skulle markeres, at nu er den sidste køkkenombygning på plejehjemmene i Aarhus på plads, så der er nye køkkener på alle Aarhus’ plejehjem, og der dufter af frisklavet mad alle steder.

Ministeren og rådmanden blev præsenteret for frisklavede kager og petit fours og musik, dans og fællessang i en af de opholdsstuer, der er en del af ombygningen, og ministeren blev også budt på en svingom af beboer Jens Ove Rasmussen.

Hun var begejstret for det, hun så:

” Det er skønt at se, at vi ikke er på et plejecenter, men på et plejeHJEM – med tryk på hjem. Hele vort liv lever vi i et hjem, hvor køkkenet er en meget vigtig del, så derfor skal man naturligvis også have et køkken når man bor på plejehjem”, understregede ministeren.

Jette Skive takkede beboerne for den tålmodighed, de havde vist i forbindelse med ombygningen.

”Derfor er det en særlig stor glæde for mig sammen med jer at fejre det fine resultat, vi har fået. Og jeg vil godt understrege, at det ikke havde været muligt, hvis vi ikke havde haft en minister, der var villig til at give os de ekstra millioner, der var nødvendige”, takkede Jette Skive ældreministeren.

Sundhed- og Ældreministeriets har haft en særlig køkkenpulje til landets kommuner. Puljen var på 425 mio. kr. og Aarhus fik 45 mio. kr.

Aarhus Kommune og Sundhed og Omsorg har selv afsat midler til ombygningerne og flere ernæringsassistenter, så plejehjemmene kan lave mad fra bunden alle ugens dage.