Sådan gik Cura-opdateringen

Opdateringen i uge 24 er overvejende forløbet godt. Den blev forsinket et døgn, da Aarhus Kommunes kvalitetskontrol fandt nogle fejl halvvejs igennem. Derfor valgte man at stoppe opdateringen og rette fejlene, hvorefter man startede forfra.

I dagene efter opdateringen er der indmeldt forskellige fejl til Systematic. Nogle få kritiske, som løses i løbet af de næste dage, og nogle mindre kritiske, som løses hurtigst muligt. Det er meget specifikke fejl, som rammer enkelte brugergrupper, og derfor er det langtfra alle, som vil opleve dem.

Hos Rehabiliteringsenheden for Demens blev opdateringen oplevet således:

“Det er gået rimeligt uproblematisk. Jeg havde telefonen med hjem hele opgraderingsdagen. Alle havde fået mail fra mig om, at de måtte ringe, hvis det var noget, men jeg hørte intet. Jeg har fået den information, jeg havde brug for og sorteret i det, som jeg synes mine kolleger havde brug for at vide,” siger Ditte Rosleff Mariussen, tovholder og dokumentationskoordinator.

Der var været særligt fokus på support for brugerne i dagene omkring opdateringen:

“Vi havde ekstraordinært åbent i supporten kl. 20-22, mens opgraderingen stod på. Vi og resten af organisationen havde et ønske om at kunne støtte brugerne, hvis Cura opførte sig anderledes end forventet. Det viste sig at være overflødigt, for der var ingen akutte opringninger,” siger Lone Hørmann, konsulent, supporten.

Her henter du din information om Cura

Ved du, hvor du finder aktuel driftsinformation om Cura? Hvor du kan indberette fejl i Cura? Eller hvor kommunikationspakken med uddybning af den seneste opdatering ligger? Selv om der findes flere kommunikationskanaler, som omhandler Cura, så betyder det ikke, at du skal bruge en masse tid hver dag på at tjekke dem alle. Få automatisk informationer i din mailboks fra nogle, og andre skal du kun bruge ved behov:
Borgerjournal nyheder: Aktuelle driftsinformationer. Tilmeld dig som abonnent, og få besked i din indbakke, når der er nyt.
Loop: Generel opdateret driftsstatus, kendte fejl og kommende ændringer både på kort og langt sigt. Spørgsmål/svar mulighed.
Portalen: Kommunikationspakker, som udsendes ved større ændringer fx nye opdateringer eller information om mere omfattende ændringer i brug af Cura.
Det Faglige Hjørne: Ugentlig nyhedsmail. Generelle nyheder og information om Cura, ikke dagsaktuelt stof.
• E-mail: Ad-hoc kanal, der benyttes ved særligt vigtige beskeder med her og nu status fx pludselige ændringer i en aktuel opdatering. Kommunikationen kan være til udvalgte målgrupper med henvisning til mere information de ovenfor nævnte steder (Borgerjournal mv.)