Uge 48 er tuberkulose-uge: Tip en borger

Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune er gået sammen om en indsats for at tilbyde sårbare borgere en nem måde at blive testet for tuberkulose i uge 48.

I et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune vil der i uge 48 blive foretaget tuberkulose-opsporing i Aarhus for særligt udsatte grupper. Målet er at få testet 100 borgere i løbet af den uge.

Projektet omfatter også Reden, Det blå sted/ blå cafe, Kirkens Korshær, Napafik, Værestedet og området omkring Sydhavnen, Center for Misbrugsbehandling, herunder kontakthuset Klostertorv og omkringliggende område samt evt. Stofindtagelsesrummet. Der arbejdes også på at involvere Røde Kors Klinikken i Ryesgade 1 med henblik på at illegale indvandrere kan blive tilbudt undersøgelse.

Mandag og tirsdag i uge 48 er der opstillet mobilt røntgenudstyr ved Kirkens Korshærs døgnvarmestue på Nørre Allé 25. Tirsdag aften kl. 17-21 rykker udstyr og personale til Forsorgshjemmet Tre Ege. Onsdag får Forsorgshjemmet Østervang besøg, og torsdag og fredag slutter indsatsen af på Sundhedsklinikken på Center for Misbrugsbehandling, på Sumatravej 3, 8000 Aarhus C. Der er åbent for at blive testet alle dage 8-14.30.

Gadesygeplejerskernes og de involverede væresteders opgave bliver at guide sårbare borgere hen til undersøgelsesstederne, hvor borgerne bliver tilbudt en samtale med en sygeplejerske, og kan få taget både et røntgenbillede og en prøve af opspyt fra lungerne.

Medarbejdere fra Aarhus Kommune indhenter samtykkeerklæringer fra de borgere, der undersøges, så gadesygeplejersker og Centret for Misbrugsbehandling kan modtage prøvesvarene fra hospitalet.

Der afholdes et mindre informationsmøde for involverede personaler, der måtte have lyst til mere viden om TB onsdag 21. november kl. 13.30-14.30 på Rusmiddelcenter Aarhus på Sumatravej 3, Mødelokale Lokale 57 Mary´s Suite.

Lungemedicinsk Afdeling samler data op fra projektet til brug for en evaluering af indsatsen. På baggrund af data og erfaringer fra indsatsen, vil det blive besluttet, hvordan de fremtidige indsatser for tuberkulose-opsporing skal foregå, evt. i sammenhæng med den årligt tilbagevendende internationale tuberkulose dag 24. marts.

Har du spørgsmål?

Kontakt specialeansvarlig sygeplejerske i tuberkulose Leni Oldenborg, Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital på telefon 20 26 66 14 eller projektleder i Tværgående Udviklingsteam Jane Salby, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, på telefon 41 85 91 76.