Chefforsker: Sygeplejen i Sundhed og Omsorg er på rette vej

Sundhed og Omsorg havde for nyligt samlet 200 sygeplejersker til en temadag med oplæg og diskussion af fremtidens sygepleje, og ikke mindst hvad denne stiller af krav til kommunens sygeplejersker og organisation.

Oplægsholder på dagen var Sidsel Vinge, chefforsker hos VIVE, det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som har forsket i den nære sygepleje. Hendes forskning peger netop på, at det kræver en høj grad af koordinering at passe patienter med komplekse problemer, og at de mange forskellige professionelle, der er tilknyttet en patient, gør det udforende at sikre, at patienten får den rigtige behandling.

”Det er et af de første bud, jeg har set, hvor man forsøger at tænke sundheds- og socialområdet sammen. Jeg synes, at det er rigtig stærkt, at man har sat en konkret person ind som forløbsleder, og det bliver spændende at følge implementeringen. Der er ingen tvivl om, at det er en kommune, der har fat i de store dagsordener og det, som sygeplejerskerne oplever som udfordrende i hverdagen.”

Sundhed- og omsorgschef i Aarhus Kommune Kirstine Markvorsen var begejstret for drøftelser og de tilbagemeldinger, hun fik på dagen:

”Vi har arbejdet med forløbsmodellen i et par år nu, og det handler om at sikre, at den forløbsansvarlige ved hvilken rolle, de skal have i borgerforløbene. Vi har i Aarhus skabt en struktur og systematik omkring, hvordan vi vil sikre en bedre koordinering i borgerforløbene. Så det er fedt at mærke energien i lokalet på at det her giver mening, men også erkende, at det er noget, der tager tid at få implementeret.”

Her kan du høre Sidsel Vinge fortælle, hvad hun synes om forløbsmodellen.