PRAL

Et af de nye elementer i de reviderede ledetråde hedder ”pral med dit job”.

I mange år har vi fortalt os selv, at vi skal fortælle de gode historier og fortælle, hvorfor vi er stolte af vores arbejde og vores branche.

Vi oplever det og mærker det selv hver eneste dag, og vi deler dem i forvejen med hinanden. Over kaffen eller hjemme ved aftensbordet.

Nu giver vi plads til, at vi kan dele stoltheden med alle i Sundhed og Omsorg, og så vidt muligt også med omverdenen. I CTs 5 minutter, i Det Faglige Hjørne, til møder, på intranettet, på de sociale medier, i aviser og på tv, vil vi insistere på, at vi, for en stund, slukker for snakken om ressourcemangel og tid, og skruer op for kærligheden til vores fag og vores arbejde.

Kritik er stadig altid velkommen. Den hverken kan eller skal forstumme. Men det er tid til at prale. Over alt det fantastiske vi gør for at skabe et bedre liv hos andre mennesker.

I chefteamet opfordrer vi alle til at gå i gang. På hver deres måde og i alle tænkelige medier. Vi begynder med et lille klip fra Plejehjemmet Åbygård. Der skete det lidt usædvanlige, at et ægtepar flyttede ind, men ved hjælp af blandt andet genoptræning og brug af alles fagligheder, fik ægteparret opfyldt deres højeste ønske: At kunne flytte hjem i deres hus igen…