DokkX på hjul

Succes-udstilling udvides med en hel bus med velfærdsteknologi og hjælpemidler og kører ud til hele Aarhus, så alle kan lege og lære.

”DokkX på tur”- destination det gode liv kører fra mandag 27. marts rundt i Aarhus i en ombygget bybus. Bussen rummer mere end hundrede typer af teknologi og hjælpemidler til alle grupper af borgere: En el-scooter, der kan klappes sammen som kuffert, en tinnituspude med musik, elektroniske pilleæsker og en sansestimulerende kuglevest til børn med ADHD. Der er noget til alle, både folk i målgruppen og andre som er nysgerrige på at prøve den seneste teknologi.

Aarhus er kendt for at være længst fremme med velfærdsteknologi. Nu kommer det endnu tættere på alle interesserede, som kan besøge bussen og lege og lære. Finder man noget, man har lyst til at afprøve, kan man låne det med hjem, uden videre.

”DokkX på tur” – destination det gode liv er et samarbejde mellem de to magistratsafdelinger Sundhed og Omsorg og Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Når bussen tager på tur, får den stoppested ved butikscentre som for eksempel Bilka, IKEA og Bazar Vest. Den stopper også ved botilbud for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Bussen kører i tre måneder før sommerferien og i tre måneder efter.

Yderligere information:

projektleder Kirsten Rud Bentholm, DokkX, tlf. 4187 3629

Her kan du se, hvornår bussen er hvor.